Historien om hvordan dyrehold blev et fag
At passe dyr i fangenskab er ikke nyt — mennesker har holdt vilde dyr i tusinder af år. Men dyrepasser som et egentligt fag, med viden om dyrevelfærd, ernæring, adfærd og berigelse, er forholdsvis ungt. For at forstå, hvorfor faget ser ud som det gør i dag, er det værd at følge dets vej fra fyrstens private dyresamling til nutidens zoologiske haver og dyreparker.
Allerede i oldtiden holdt herskere eksotiske dyr som tegn på magt og rigdom, og noget tyder på, at man helt tilbage i det gamle Egypten ansatte folk til at tage sig af dyrenes velbefindende. Op gennem middelalderen og renæssancen holdt fyrster og konger såkaldte menagerier — private samlinger af vilde dyr. Senere blev menageriet også en omrejsende forretning: dyr som løver, bjørne og aber blev vist frem på markeder mod betaling. Det var underholdning og opvisning, ikke pasning i moderne forstand.
Dyrene levede typisk i små, bare bure af træ og jern. Man vidste lidt om deres egentlige behov, foderet var ofte forkert, og mange dyr levede kort. Den, der passede dyrene, var snarere en vogter eller oppasser end en fagperson — opgaven var at fodre, gøre rent og holde dyrene i live, så de kunne vises frem.
I 1800-tallet skete et afgørende skift. Den første egentlige zoologiske have med både fremvisning og videnskabeligt studie af dyrene åbnede i London i 1828, og i årtierne efter fulgte haver i blandt andet Amsterdam, Antwerpen, Berlin og Frankfurt. Tanken var ny: dyrene skulle ikke kun underholde, men også studeres.
I Danmark åbnede ornitologen Niels Kjærbølling en zoologisk have i Frederiksberg Have i 1859 — i begyndelsen et lille menageri på et beskedent areal. Det blev grundstenen til Københavns Zoo. Optegnelser fra slutningen af 1800-tallet viser, at haven ud over musikere og en dyretæmmer også havde ansat egentlige dyrepassere. Faget var ved at tage form, men dyrene levede stadig i forholdsvis trange bure med tremmer.
Det måske vigtigste vendepunkt kom, da dyrehandleren Carl Hagenbeck i 1907 åbnede sin dyrepark ved Hamburg. Her viste han for første gang dyrene i åbne frianlæg uden gitter — kun adskilt fra publikum af voldgrave. Tanken var at efterligne dyrenes naturlige omgivelser i stedet for at spærre dem inde bag tremmer. Hagenbeck regnes derfor ofte som den moderne zoologiske haves fader, og hans idé om naturefterlignende anlæg har sat retningen lige siden.
| Periode | Hvad skete der |
|---|---|
| Oldtid og middelalder | Herskere holder eksotiske dyr som magtsymbol; tidlige spor af folk ansat til at passe dyrene |
| Renæssance og frem | Fyrstelige menagerier og omrejsende dyresamlinger på markeder — fremvisning, ikke pleje |
| 1800-tallet | Offentlige zoologiske haver opstår (London 1828, København 1859) — dyr studeres, ikke kun vises |
| Omkring 1907 | Carl Hagenbeck indfører naturefterlignende frianlæg uden tremmer — det moderne zoo-ideal |
| 1900-tallet | Voksende viden om ernæring, adfærd og sygdom; dyrepasning bliver en egentlig fagdisciplin |
| Today | Fokus på dyrevelfærd, berigelse, bevaring og avl af truede arter; fagligt uddannede dyrepassere |
I de tidlige menagerier og haver var pasningen ofte præget af gætværk. Man fodrede med det, der var ved hånden, holdt dyr alene selv om de var flokdyr, og bekæmpede ikke smitte systematisk. Igennem 1900-tallet voksede den videnskabelige forståelse: man lærte, at forskellige arter har vidt forskellige behov for foder, temperatur, lys og selskab, og at dyr kan lide både fysisk og psykisk.
Hvor opgaven engang var at fodre og holde dyrene i live til fremvisning, handler den moderne dyrepasser om noget langt bredere: at sikre dyrenes velfærd, forstå deres adfærd, indrette anlæg efter deres behov og — i mange haver — at bidrage til bevaring og avl af truede arter. Dyrepasseren arbejder tæt sammen med dyrlæger og biologer, fører logbog og bruger berigelse som et fast redskab. Faget er gået fra håndværk og gætværk til en uddannelse bygget på biologi, adfærdslære og dyrevelfærd.
“Historien om dyrepasseren er historien om et skift i syn: fra dyret som et skue bag tremmer til et levende, sansende væsen, hvis behov vi har pligt til at forstå og opfylde.”