Hvordan vi gik fra at hamre glødende jern sammen til at samle stål med strøm, gas og lys
At samle to stykker metal til ét er en af de mest grundlæggende opgaver i metalbearbejdning. Idéen er ældgammel, men de metoder, en svejser bruger i dag, er overvejende under hundrede og halvtreds år gamle. Svejsningens historie er fortællingen om, hvordan strøm, gas og siden lys afløste hammeren som det værktøj, der binder stål sammen — og hvordan et håndværk blev til et reguleret, dokumenteret fag.
Den oprindelige svejsemetode er smedesvejsningen, der går helt tilbage til bronze- og jernalderen. Princippet er enkelt at beskrive og svært at udføre: to stykker jern varmes hvidglødende i essen og hamres derefter sammen, så overfladerne smelter ind i hinanden og bliver til ét stykke. Det kræver præcis temperatur, rene flader og et veltimet hammerslag. I årtusinder var dette den eneste måde, man kunne 'svejse' på — og smedens kunnen var afgørende for, om samlingen holdt.
Smedesvejsningen havde sine grænser. Den egnede sig bedst til mindre samlinger, og hvert eneste sammenføjet stykke krævede tid ved essen. Store konstruktioner blev derfor i stedet samlet med nagler og bolte — tænk på jernbroer og skibsskrog fra 1800-tallet, der var naglede, ikke svejste.
Det moderne svejsnings grundlag blev lagt i 1800-tallet. Tidligt i århundredet blev den elektriske lysbue beskrevet, da man opdagede, at strøm sprunget over et mellemrum udvikler en intens varme. I 1880'erne blev denne lysbue taget i brug til at svejse med — først med kulelektroder, hvor varmen fra lysbuen smeltede metallet. Kort efter fulgte idéen om at bruge en metalelektrode, der selv smelter og bliver til tilsatsmateriale.
Sideløbende blev gassvejsningen udviklet omkring begyndelsen af 1900-tallet, da man fandt ud af, at en blanding af acetylen og ilt brænder varmt nok til at smelte stål. Gassvejsningen blev hurtigt udbredt, fordi den ikke krævede en strømkilde og gav god kontrol over varmen — og den bruges stadig til opvarmning, lodning og visse reparationer.
Et vigtigt skridt var den beklædte elektrode, der blev udviklet i begyndelsen af 1900-tallet. Beklædningen omkring metaltråden gav en mere stabil lysbue og dannede en beskyttende slagge og gas over smeltebadet, så luftens ilt og kvælstof ikke ødelagde svejsningen. Den manuelle lysbuesvejsning med beklædt elektrode — MMA — blev i mange årtier den helt dominerende metode og er stadig uvurderlig til konstruktions- og reparationsarbejde, ikke mindst udendørs.
“Da man lærte at beskytte smeltebadet mod luften, blev svejsningen pålidelig nok til at bære broer og skibe. Resten af 1900-tallet handlede om at gøre den hurtigere, renere og lettere at styre.”
Behovet for hurtigt at bygge skibe, køretøjer og fly i første halvdel af 1900-tallet satte voldsom fart i svejseteknikken. To metoder, der stadig er rygraden i moderne svejsning, blev udviklet i denne periode: TIG-svejsningen med den ikke-afsmeltende wolframelektrode under inert gas blev perfektioneret og patenteret i begyndelsen af 1940'erne, og MIG-svejsningen — trådsvejsning under gasbeskyttelse — fulgte i slutningen af 1940'erne. MAG-varianten med aktiv dækgas til stål kom i de følgende årtier.
| Periode | Hvad skete der |
|---|---|
| Oldtiden | Smedesvejsning: glødende jern hamres sammen i essen |
| 1800-tallet (start) | Den elektriske lysbue beskrives — varmen kan udnyttes |
| 1880'erne | Lysbuesvejsning med kulelektrode tages i brug; snart efter metalelektrode |
| Omkring 1900 | Gassvejsning med acetylen og ilt; den beklædte elektrode udvikles |
| 1940'erne | TIG (wolframelektrode) og MIG (trådsvejsning under gas) udvikles |
| Anden halvdel af 1900-tallet | MAG til stål, halvautomater og mekanisering breder sig i industrien |
| Today | Robotsvejsning, certificering efter standarder, dokumentation (WPS/WPQR) og laserprocesser |
Efterhånden som svejste konstruktioner kom til at bære liv og last — bygninger, kraner, trykbeholdere, fjernvarmerør — blev det ikke længere nok, at en samling 'så god ud'. Der opstod et behov for at kunne dokumentere, at svejsningen faktisk holdt. Det førte til de standarder og det certificeringssystem, der præger faget i dag: kvalificering af svejsere, godkendte svejseprocedurer og kontrol af de færdige sømme. Svejserøgens sundhedsrisici blev efterhånden også erkendt, og arbejdsmiljøregler og uddannelse i sikkert arbejde kom til.
I Danmark er denne udvikling tæt knyttet til arbejdsmarkedsuddannelserne — AMU-systemet — der gør det muligt for både unge og erfarne at bygge konkrete svejsekompetencer op trin for trin og certificere sig inden for de metoder, de arbejder med. Svejsning gik dermed fra at være noget, man lærte ved sidemandsoplæring, til et fag med formel uddannelse, prøver og papirer.
Den moderne svejser har et bredt arsenal: MMA til det robuste udendørsarbejde, MIG og MAG til produktion, TIG til det fine og rustfri arbejde, plus gassvejsning og termisk skæring. I industrien overtager svejserobotter de lange, ensartede serier, mens mennesket stadig er uundværligt til det komplekse, det skæve og det, der ikke kan vendes til den lette stilling. Nyere processer som lasersvejsning skubber grænserne yderligere.
Men under alt det avancerede ligger den samme grundtanke som i smedens esse for årtusinder siden: to stykker metal skal blive til ét, og samlingen skal være stærk og ren. Forskellen er, at hvor den gamle smed kun havde sin glød og sit hammerslag, har den moderne svejser strøm, gas, lys, beskyttelse, standarder og dokumentation — og kan dermed binde stål sammen på måder, ingen smed i oldtiden kunne have drømt om.