Vejret kan gøre et ellers velplanlagt løft farligt. Vind, dårlig sigt, kulde og is påvirker både kranen, byrden og den, der arbejder. Derfor er en vurdering af vejrforholdene en fast del af planlægningen, når man løfter i det fri.
Vinden griber fat i byrden og i kranens bom og kan sætte byrden i bevægelse, så den begynder at pendulere eller dreje. Ved høje løft og lange udlæg bliver kranen mere følsom for vindens kræfter. En byrde, der pludselig fanger vinden, kan blive svær eller umulig at styre, og det kan i værste fald påvirke kranens stabilitet.
Det er ikke kun vindens styrke, der afgør faren, men også byrdens form. En stor, flad byrde — som en plade, et element eller en let, voluminøs genstand — fanger meget mere vind end en kompakt, tung byrde med lille overflade. To byrder med samme vægt kan derfor opføre sig helt forskelligt i blæst.
Pendulering og drejning kan dæmpes med en styrline, så man kan holde byrden i ro fra jorden uden at stå under den. Men en styrline har sin grænse: tager vinden for godt fat, kan byrden ikke styres forsvarligt længere, og så udsættes løftet, til vinden lægger sig.
Dårlig sigt — tåge, kraftig regn, sne eller mørke — gør det svært for fører og tegngiver at se byrde og område, og kommunikationen bliver usikker. Kulde og is kan gøre underlaget glat, fryse mekanik til og gøre grej og overflader glatte at håndtere. Alle disse forhold indgår i vurderingen af, om løftet er forsvarligt.
Når vejret gør løftet usikkert, udsættes det. Det er en faglig beslutning, ikke et nederlag: et løft kan altid tages senere, når forholdene er bedre. Tvivl om vinden tæller på samme måde som tvivl om vægt eller stabilitet — er der tvivl, løftes der ikke.